Generel information om roning i Aarhus Roklub

Aarhus Roklub tilbyder:

Roning i inriggerbåde og coastalbåde fra ”Søsporten” i Aarhus Lystbådehavn, og i outriggede både fra Aarhus Roklub Rostadion på Brabrand sø, hvor både ungdomsroerne og elitetræningscenteret (RCA) også har hjemme.
Ungdomsroning, seniorroning, motionstræning, kaproning, hyggelige langture, naturoplevelser, svømning, træning i roergometre, klubliv og fællesskab. I Aarhus Roklub kan du holde dig i form hele året.

Alle nye roere skal gennemgå et instruktionsforløb, for at lære roteknik og det at bruge kroppen korrekt.
Vi kræver at medlemmerne kan svømme mindst 300 meter. Vi sætter sikkerheden højt, og har stor fokus på roernes fortrolighed med materiellet og med det, at færdes sikkert på vandet.

Instruktionen foregår i foråret, på faste ugedage og faste tidspunkter. Normalt skal man have 6-8 instruktionsture på vandet, for at afslutte instruktions- forløbet, og hermed blive frigivet som roer.
Efter instruktionsforløbet, kan uddannelse til lokalstyrmand fortsætte, og rosporten ligger foran medlemmernes fødder – klar til at blive brugt!

Aarhus Roklub benytter Dansk Forening for Rosports uddannelsestilbud – Der er masser af muligheder for personlig udvikling indenfor rosporten.


Ro- motion er go’ motion

Roning er for alle:
De ambitiøse, de målrettede motionister og de mere afslappede motionister, der prioriterer friluftsliv og oplevelser som en del af deres motion. Roning er for de unge, yngre, midaldrende og de ældre.
Aarhus Roklub har en gruppe af medlemmer 60+, hvor der også er mulighed for medlemstilgang. Idrætsforskere siger, at roning er verdens mest effektive motion, fordi man bruger alle de store muskelgrupper på en gang.

Du kan starte med at ro som 10 årig, og vi har roere i alle aldersklasser. De ældste er ”modne” roere i 80 års alderen.

Har du lyst til at komme i gang med at ro, så mød op til et af informationsmøderne, der bliver annonceret på klubbens hjemmeside, Facebook osv..

Hvis du er “gammel” roer, eller kommer du fra en anden roklub som frigivet roer, arrangerer vi gerne en prøvetur for dig, og du kan hurtigt selv stå for roaktivitet i klubben.

Du er velkommen til at rette henvendelse til instruktion(a)aarhusroklub.dk - formand(a)aarhusroklub.dk eller ungdomsleder(a)aarhusroklub.dk for yderligere information.

 

1.7.17-ni