Formandens standerhejsningstale, Aarhus Roklub 25. marts 2017

26. marts 2017 05:12 , af Niels Iversen

Kære roere.

Velkommen til standerhejsningen.   

Vinteren er ved at være over – og i nat bliver tiden omstillet til sommertid.

Med andre ord – Det er forår og derfor starter rosæsonen i dag med standerhejsningen
– For Aarhus Roklub markerer standerhejsningen også starten af klubbens 131. sæson.

 

Vinteren 2016-17

Hvert efterår sker der en transformation af klubbens aktiviteter – hvor roningen på vandet bliver transformeret over i indendørs aktiviteter – struktureret træning på ergometer, rospinning, svømning, gymnastik mv.  Det er blevet til rigtigt meget træning over vinteren.. 

Der er også ydet en stor indsats med vedligeholdelse af klubbens materiel, planlægning af sommerprogrammet mv.

Aarhus Roklub har haft medlemmer på langtursstyrmandskurser, instruktørkurser og 12 medlemmer på et udvidet førstehjælpskursus.

Aarhus Roklub afviklede også Åbne jyske mesterskaber i indendørs roning i januar med stor succes.

Aarhus Roklub står for skoleroning i Aarhus – og mere end 450 folkeskoleelever i 6 og 7 klasse, har været igennem rotræning på ro-ergometre i skoletiden,
– instrueret af Aarhus Roklub medlemmer.  Roning er kommet på skoleskemaet

Jeg vil gerne takke de medlemmer der har påtaget sig et ansvar, ved at stå for en aktivitet, for at hjælpe med vedligeholdelsen af bådene og det øvrige materiel, være livreddere, stå for svømmeprøver og alle de andre ting som skulle klares. 

Det er gået fantastisk i vinterens konkurrencer i roergometer.

Mette Køchs Nielsen blev dobbelt U19 Danmarksmester i 2000 meter og i 200 meter sprint, og efterfølgende Europamester i 500 meter sprint. 


Andrej Lawaetz har meddelt at han stopper som elitekaproer. Andrej startede med at ro kaproning i 2002 og har roet frem til 2016, hvor han deltog i VM finalen i L4X. Højdepunktet var nok U23 verdensmesterskabet i 2011.
Tak til Andrej for en lang og meget aktiv karriere som elitekaproer. Du har opnået mange resultater, og har altid været god til at støtte de unge roere i klubben.

Rosæsonen 2017

2017 bliver en spændende sæson…

Program

Klubbens to roudvalg - på havnen og på Brabrand har lagt stor energi i at lave sommerprogrammet – de ugentlige træninger er lagt fast, og der er programsat langture i ind- og udland.

Outriggerroerne har lagt sig fast på hvilke regattaer man vil deltage på i løbet af året.

Arrangementer


Klubben står også for en række arrangementer der rækker ud over vores egne medlemmer:

I april står Aarhus Roklub for et lokalt stævne under projekt skoleroning, og i maj står vi for roningen ved Skole Ol, hvor der kommer skoleroere fra hele landet for at dyste om at blive Danmarks stærkeste klasse.

Aarhus Roklub kommer sammen med ARA, ASR og Egaa Rosport til at stå for Jysk Maraton i juni.

Søsporten

Vi er langt fremme i byggeplanerne for Søsporten.  
Der er igennem vinteren blevet udarbejdet et myndighedsprojekt for moderniseringen af Søsporten.
Der er søgt en række fonde og vi håber på at have den fulde finansiering på plads inden den kommende vintersæson, således at byggeriet kan startes op i starten af  2018.
Konkret kan I se omkring os, at der er sket en masse med Søsportens omgivelser – og at vores slæbested er ved at blive udvidet med 3 meter. 
Herudover får vi et godt opholdsareal med vest.

Desværre har vores bådhal lidt alvorlig overlast i forbindelse med byggerierne. 

Vi fik et påbud der betød, at vi ikke måtte opholde os i bådhallen pga. nedstyrtningsfare. 
Heldigvis er det lykkedes at afstive bådhallen, så vi kan afvikle vores roning i den kommende sæson.
De mange revner i bygningen understreger dog behovet for at få bygningen renoveret.

Bidrag til klubbens projekter

Jeg ser optimistisk på 2017, fordi jeg oplever en meget positiv atmosfære. 
Der er gang i mange konstruktive projekter og ideer, samtidigt med at jeg fornemmer en stor interesse for at blive medlem af klubben.

Men, dermed er det ikke gjort.
Et godt 2017 forudsætter, at ethvert medlem går ind i aktiviteterne og klublivet i en positiv og hjælpsom ånd, og at medlemmerne også er villige til at give en hånd med under løsning af de ting, der hele tiden skal ordnes for at klubben kan fungere.

Sikkerhed

Da klubben lægger stor vægt på at sikkerheden skal være i orden, vil jeg minde om, at vi skal vedligeholde vores færdigheder og sørge for at efterlever de krav der er til sikkerheden.

Bemærk jeres ro rettigheder og få afholdt udestående prøver.   

Vandet er stadigt meget koldt -  Pas godt på jer selv og de andre og vær beviste om jeres egne begrænsninger.

Vestepligt

Bestyrelsen har pga. det kolde vand besluttet, at opretholde vestepligten indtil vandet er 10 grader varmt.

Rosæsonen.

Jeg håber, at vi får en god rosæson med mange  timer på vandet, mange gode ture,  flotte resultater til regattaerne og ikke mindst godt kammeratskab.

Med disse ord vil jeg erklære rosæsonen for startet og ønske alle en god sæson.

Hother Hennings

26.3.17-ni