Generalforsamling i DFfR

19. marts 2017 13:10 , af Niels Iversen


- Aarhus Roklub var repræsenteret...

Lørdag den 18. marts afholdt DFfR generalforsamling på Hotel Comwell i Middelfart. 

Fra Aarhus Roklub deltog Fritze Heide-Jørgensen, Anders Thor og Hother Hennings, mens Niels Iversen deltog på vegne af Thorsminde Coastal Roklub.

 

Formandens beretning

DFfR's formand Henning Bay kunne glæde sig over en række succeser i 2016 - blandt andet OL medaljer og at et lovende hold nye talenter er på vej.
Det er blevet bemærket at det danske U19 landshold til NM tog samtlige guldmedaljer (heriblandt Aarhus Roklubs Mette Køchs). 
Henning informerede også om at FISA har besluttet at sløjfe Letvægts dobbeltfireren (Guldfireren) fra OL programmet, og at Danmark derfor må satse på andre både til OL.

DIF (Danmarks Idræts Forbund) begynder fra 2018 at afregne de enkelte forbund efter andre kriterier, end i den nuværende fordelingsnøgle - derfor arbejder DFfR også på at opfylde disse kriterier, da forbundet modtager ca. 3 mio. kr. fra DIF hver år.
Til sammenligning får forbundet medlemskontingent fra klubberne på ca. 1,2 mio. kr. om året. 

Henning Bay fremhævede afslutningsvist skoleroningen. 
Roningen er kommet på skoleskemaet, og der afvikles en række konkurrencer lokalt og på landsplan, der introducerer unge for roningen.
Blandt andet det nationale Skole OL, hvor Aarhus Roklub er medarrangør i juni måned 2017.

 

Forbundets strategiske spor

DFfR har besluttet at arbejde med 5 strategiske spor: 

  1. DFfR ønsker at støtte de roklubber, der vil gøre en særlig indsats for at udvikle ungdomsafdelinger, hvor unge trives og dygtiggør sig.
  2. DFfR vil fastholde flere voksne roere med organiserede træningstilbud i klubberne.
  3. DFfR vil samle og styrke organisationen, så den afspejler og understøtter strategien.
  4. DFfR ønsker at styrke og påvirke vores internationale interesser.
  5. DFfR og DKF ønsker, at skabe bedre ro, kano og kajak faciliteter og en endnu bedre adgang til vand for den organiserede idræt.

Det blev under gennemgangen præciseret at de to første punkter er de væsentligste.

 

Vedtægtsændringer

Der blev vedtaget en række ændringer i DFfR's vedtægter, i Kaproningsreglementet og i Ergometerreglementet.

 

Bestyrelsesvalg

Henning Bay blev genvalgt som formand for DFfR, mens Lisbeth Falch Jacobsen, Bagsværd Roklub og Maria Heide, Fredensborg Roklub blev valgt som nye bestyrelsesmedlemmer i stedet for Diana Kofoed, Københavns Roklub og Dorth Thanning, Roskilde Roklub. 

Der vil i løbet af kort tid kunne læses mere om generalforsamlingen og vedtægtsændringerne på roning.dk

 

 

John Frentz "Tjavs" fra Aarhus Roklub, ledte som dirigent, generalforsamlingen sikkert igennem dagsordenen. 
Tjavs har været dirigent på DFfR's generalforsamlinger i rigtig mange år!
Foto: Hother Hennings

 

Hother Hennings
Formand 
Aarhus Roklub

 

19.3.17-ni