Pressemeddelelse: Indvielse af Aarhus ergometertrailer

24. maj 2017 22:24 , af Niels Iversen

Aarhus Kommune sætter roning på skoleskemaet.  

Tirsdag d. 30. maj pakker elever på Gammelgårdsskolen en stor gave op til de aarhusianske skoler. Og som de første elever får de lov til at prøve indholdet af.

Aarhus Kommune har nemlig (som den første i Danmark) indkøbt en trailer med 12 romaskiner i, for at sikre at skoleeleverne i kommunen kan få roning, og dermed mere bevægelse på skoleskemaet. I de kommende tre år afvikles Skole OL finalen på Aarhus Stadion med roning på programmet, og derfor gør Aarhus Kommune en særlig indsats for netop roning.

Aarhus Roklub har allerede et samarbejde med en lang række lokale skoler omkring et undervisningsforløb i roning, og med den mobile trailer med 12 romaskiner i, bliver det nu endnu nemmere for endnu flere skoler og elever at opleve glæden ved roning.

Kommunens investering i rosporten er en kæmpe håndsrækning til rosporten. Niels Iversen fra Aarhus Roklub er ikke i tvivl. ”Det er et enormt boost til rosporten her i Aarhus, at kommunen investerer i denne trailer, og på den måde bakker op om roning på skoleskemaet. At roning er kommet på programmet til Skole OL kaster allerede så meget godt af sig, og jeg håber virkelig at andre kommuner vil lade sig inspirere.”

Aarhus Kommune glæder sig over, at rosporten nu for alvor kan sættes på skoleskemaet i Aarhus. ”De undervisningsforløb, som rosporten tilbyder skolerne er af en meget høj kvalitet, og bidrager i den grad til virkeliggørelsen af Folkeskolereformens visioner for Den åbne skole.”



Båndet om traileren med de 12 romaskiner i, klippes over tirsdag d. 30. maj mellem kl. 10 og 11 på Gammelgårdsskolen, maskinerne pakkes ud og eleverne tester dem af.

 

Kom og få en sjov historie med masser af liv og gode billeder:
Hvornår: tirsdag d. 30. maj, kl. 10-11
Hvor: Gammelgårdsskolen
Kontaktperson: Niels Iversen, 29 82 81 20, n.c.iversen@stofanet.dk

 

24.5.17-ni