Indkaldelse til roermøde for Aarhus Roklub U18/U25 ved Rostadion.

13. januar 2026 08:49 , af Niels Iversen

Aarhus Roklub inviterer hermed alle ungdomsroere i U18- og U25-afdelingen/Brabrand Rostadion – gerne sammen med forældre – til roermøde, som afholdes ved Brabrand Rostadion mandag den 26. januar 2026 fra kl. 18:00 til 18:30.
Mødet er vigtigt for alle, der ønsker at være opdateret på klubbens kommende aktiviteter og nye tiltag.

Vigtige punkter på dagsordenen

Sommertur til Ratzeburg (6.-11. juli 2026)

Aarhus Roklub arrangerer en spændende sommertur til Ratzeburg for alle ungdomsroere i U18 og U25 ved Rostadion. Turen løber fra mandag den 6. juli til og med lørdag den 11. juli 2026. Denne aktivitet er en del af klubbens projekt ‘Ungdom på vandet’ og bliver gennemført med støtte fra flere fonde. Det er en oplagt mulighed for at styrke fællesskabet, opleve nye rofarvande og få uforglemmelige oplevelser sammen med klubkammeraterne.

Ny struktur for udendørssæsonen 2026

Klubbensungdomsledere/trænere ønsker at styrke og forbedre klubbens nuværende gode ungdomstilbud. Kom og hør om de tanker ungdomslederne har gjort, og vær med til at komme med input og få mulighed for at skrue på tingene, så AR ungdom bliver et endnu bedre sted at være for alle ungdomsroere!

Træningslejr i påsken 2026

Aarhus Roklub inviterer til træningslejr i påsken, hvor kaproningsafdelingen afholder en klubtræningssamling ved Brabrand Rostadion fra onsdag den 1. april til og med mandag den 6. april 2026. For alle U18/U25 roere er der mulighed for at deltage fra fredag den 3. april til lørdag den 4. april. Programmet byder på to træningspas på vandet fredag (eller alternativt på land, afhængigt af vejret), fælles frokost, påskeæg jagt, fælles forberedelse af aftensmad, fællesspisning og filmaften. Overnatning kan ske på Rostadion eller hjemme, alt efter ønske. Lørdag morgen er der fælles morgenmad, efterfulgt af træning, og arrangementet afsluttes kl. 11:00.

Tilmelding og praktisk information

Tilmelding til roermødet skal ske via AR-rokort/goMember senest mandag den 26. januar 2026 kl. 12:00. Hvis en forælder deltager, bedes dette noteret i kommentarerne ved tilmelding.

Har du lyst til at tage kage eller boller med, må det også gerne oplyses ved tilmelding – alt modtages med stor taknemmelighed.

Venlig hilsen

AR-ungdomsafdeling
Ross Horn, Maja Hammer Madsen, Helle Jensen og Niels Iversen