Aarhus Roklub styrker kaproningstræningen!
Efter flere år uden en officiel kaproningstræner, kan vi nu med glæde annoncere, at Aarhus Roklub har indgået en aftale med Ross Horn om at tage ansvaret for klubbens strukturerede kaproningstræning på Brabrand Rostadion.
Siden sommeren 2025 har Ross Horn været en del af AR’s ungdomstrænerteam (U18/U25) sammen med de tre øvrige ungdomstrænere. Denne opgave er Ross fortsat inddraget i. Erfaringer fra tidligere trænergerninger i England og erfaring fra cykeltræning samt fra ungdomstrænergerningen, tager Ross nu med videre i sin nye rolle, hvor han får ansvar for den strukturerede træning og kaproningstræning for både ungdomsmedlemmer og øvrige senior medlemmer af klubben, som ønsker et mere målrettet træningsforløb. Det omfatter også dem, der har ambitioner om at deltage i kaproningsaktiviteter.
Vi byder Ross Horn hjerteligt velkommen i den nye funktion, og ser frem til et godt og tæt samarbejde.
På vegne af Aarhus Roklubs bestyrelse
AR kaproningscheferne
Emma Røddik og Niels Iversen