Aarhus Roklubs bestyrelse har foretaget en række opdateringer og justeringer i klubbens centrale dokumenter.
Herunder gives en kort oversigt over de vigtigste ændringer.
AR Vinterroningsreglement
Det er nu præciseret, at vinterroning igen skal søges af den enkelte roer for hver sæson. Tidligere har det været muligt for en vinterroret at fungere i op til fem år på baggrund af én ansøgning til bestyrelsen og en gennemført koldtvandsprøve. Kravet om en koldtvandsprøve minimum hver femte år er bortfaldet.
Der er desuden konkretiseret, hvilke roerfaringer der kræves for at blive godkendt til vinterroning.
Roere skal som minimum have roet 750 km inden for tre sammenhængende sæsoner og have roet mindst 250 km i den seneste sommersæson for at kunne få vinterroret i den pågældende sæson.
Medlemmer, der er overflyttet fra en anden klub og ikke kan dokumentere tidligere aktivitet, har mulighed for at ansøge om dispensation.
For mere information henvises til roklubbens vinterroningsreglement, opdateret 13. august 2025.
AR Langtursreglement
For at opnå rettighed som langtursstyrmand er det nu konkretiseret, at man skal have gennemført en godkendt kæntrings-/entringsøvelse. Øvelsen foregår i inrigger, og denne bestemmelse træder i kraft fra 1. september 2025.
Se roklubbens langtursreglement, opdateret 13. august 2025.
Politik og retningslinjer for roklubbens svømmeprøver
Politikken og retningslinjerne for afvikling af klubbens svømmeprøver samt skemaet, der benyttes i forbindelse med prøverne, er opdateret.
Det er blandt andet præciseret, at ekstraordinære svømmeprøver – ud over de fast planlagte, som afholdes den sidste fredag i hver måned i vinterperioden – skal annonceres på AR rokort/goMember senest én uge før afvikling.
Se roklubbens politik og retningslinjer for svømmeprøver, opdateret 13. august 2025.