Dansk Forening for Rosport og Aarhus Roklub har indgået en samarbejdsaftale om talentudvikling.

17. maj 2026 23:27 , af Niels Iversen

Det er ingen hemmelighed, at dansk roning mangler potentielle unge roere, der på sigt vil kunne gøre sig gældende på landsholdsniveau.
Tilgangen af unge roere er faldende, og de unge, der kommer ind i sporten, søger ikke nødvendigvis konkurrencedelen i samme omfang som tidligere generationer.

Dansk Forening for Rosport (DFfR) vil i samarbejde med blandt andet Team Danmark og i første omgang tre roklubber i Østjylland - Aarhus, Odder og Silkeborg - gennem et pilotprojekt arbejde med en mere struktureret tilgang til rekruttering af unge roere. Samtidig skal et tæt samarbejde med klubbernes trænere bidrage til at øge tilgangen af nye unge roere og udvikle talenter, som på sigt kan indgå i konkurrencesporten, gerne på landsholdsniveau.

DFfR har sikret midler til et toårigt pilotprojekt, hvor der ansættes en talenttræner, som skal fungere som støtte og sparringspartner for trænerne i de lokale klubber.

Pr. 1. maj 2026 har DFfR ansat Eskil Bech-Pedersen som talenttræner i det østjyske område.
Ungdomstrænerne og AR’s cheftræner Ross har allerede holdt det første møde med Eskil, som nu er i gang med at lægge en plan for sit arbejde i Aarhus. Hans første opgave bliver rekruttering af nye unge roere, blandt andet gennem samarbejde med skoler.

Aarhus Roklub ungdom og klubbens kaproningstræner ønsker at støtte dette projekt, men samtidig ønsker AR ungdom fortsat som hidtil, at kunne satse meget bredt, så ungdomsafdelingen ikke alene har fokus på konkurrenceroning.

Formålet med samarbejdet
Formålet med samarbejdet er at udvikle ungdomsroningen i Aarhusområdet med fokus på:

Øget rekruttering og fastholdelse
Styrkelse af trænings- og ungdomsmiljøer
Udvikling af trænerkompetencer
Skabelse af roere med internationalt potentiale
Sikring af en bæredygtig sammenhæng i talentudviklingen fra klub til eliteniveau

Målsætninger
6-10 nye ungdomsmedlemmer årligt
Øget deltagelse i stævner
Dokumenteret udvikling og fastholdelse

Se samarbejdsaftalen, der er indgået mellem Aarhus Roklub og DFfR for pilotprojektet, som gælder i en periode på to år fra 1. maj 2026.