Vi gentager succesen med en tur, der efterhånden er blevet en fast tradition i Aarhus Roklub.
Kom med til en weekend fyldt med rotur, fællesskab og naturoplevelser – med overnatning i shelter og aftensmad over bål i hyggelige omgivelser ved Kalø.
Turen starter fra Aarhus Roklub i egne både, både coastal og inrigger. Herfra ror vi til Egå, krydser over til Skødshoved og følger kysten nordpå til Knebelbro, videre forbi Nappedam Marina og frem til Danmarks Jægerforbund ved Kalø – i alt cirka 30 km.
Undervejs holder vi pause ved Knebelbro, hvor vi nyder medbragt mad, kage og drikke. Hver deltager sørger selv for forplejning til pausen.
Ved ankomsten til Kalø lægger vi bådene på land og går den korte tur til Danmarks Jægerforbunds hyggelige faciliteter.
Her står Hother for aftensmaden over bål – og bare rolig, vi skal naturligvis selv være med til at forberede maden. Det bliver både hyggeligt, anderledes og smagfuldt.
For dem, der ikke kender Hother, kan det nævnes, at han er tidligere formand for Aarhus Roklub og i dag ejer af eventbureauet AROS Adventure – Ud i naturen og ind i historien.
Alle deltagere hjælper selvfølgelig til med de praktiske opgaver både omkring madlavning og på turen generelt.
Det primitive – eller måske nærmere det naturlige – fortsætter, når vi overnatter i shelter. Der er plads til 30 personer, bålhytte på stedet samt adgang til rigtigt toilet.
Medbring
Sovepose og liggeunderlag
Varmt tøj og skiftetøj
Service til eget brug
Tandbørste og vandflaske
Evt. lommelygte og solcreme
Drikkevarer til hele turen
Snacks/mad til roturen lørdag
Efter morgenmaden søndag morgen – senest kl. 9.00 – ror vi videre mod Kaløvig Bådelaug (ca. 15 km), hvor vi holder pause, får en snack og mulighed for et toiletbesøg. Herefter ror vi det sidste stykke tilbage til Aarhus (ca. 12 km).
Turen er for alle medlemmer af AR – nye som erfarne, unge som gamle og alle derimellem. Det er en kaninlangtur, hvilket betyder, at nye roere har fortrinsret.
Vi ror både i inrigger- og coastalbåde.
Kom med til en hyggelig weekend fyldt med naturoplevelser, fællesskab, bålmad og gode historier sammen med dine rovenner.
Prisen for turen er ca. 300 kr. pr. person. Beløbet dækker:
Aftensmad lørdag
Morgenmad søndag
Let frokost søndag
Overnatning
Ved tilmelding på AR rokort/goMember senest lørdag, d. 25. jul.kl. 20:00 bedes beløbet kr. 300 indbetalt til: Reg.nr. 7110 – kontonr. 2378651
Vi glæder os rigtig meget til turen!
Bedste rohilsner
Hother og Hanne