**OPDATERET TIRSDAG DEN 10.2.2026
Generel information om turen
Aarhus Roklub inviterer alle ungdomsroere (u18/u25 - Brabrand) på en spændende tur til Ratzeburg, hvor vi skal indkvartere og bo, samt Möllner Ruderclub, hvor vi skal gennemføre ro træning mm. fra mandag den 6. juli til lørdag den 11. juli. Turen er en del af AR projektet ‘Ungdom på vandet’ og bliver sponsoreret af forskellige fonde. Der vil dog være en mindre egenbetaling, som dækker fællestransport og én overnatning. Hvis der er behov, kan man individuelt ansøge klubben om at få dækket egenbetalingen. ** En ansøgning til en fond har her efterfølende bevirket, at roklubben har modtaget yderligere et flot tilskud, så transportudgift og ophold 1 døgn for alle hermed bliver dækket. Tur og ophold er hermed dækket ind ved fondsstøtte. Bevillingen fra fonden dækker samtidig fredagsslik og andet godtpå turen! Deltagerne skal blot selv have "lommepenge" med på turen.
Praktisk information
Fællesmøde for roere og forældre blev afviklet mandag den 26. januar kl. 18.00.
Bindende tilmelding til turen senest 1. marts.
Tilmelding sker via AR-rokort/goMember.
Formål og indhold
Turen kombinerer både sociale og sportslige aktiviteter. Der er planlagt op til to træningspas om dagen, og der vil være sociale arrangementer om aftenen. For at sikre den bedste oplevelse for alle deltagere, har trænerne fastlagt rammerne for turen, som både roere og forældre opfordres til at læse igennem inden tilmelding.
Ophold og indkvartering
Roerne skal bo på ungdomsherberg i fællesværelser med op til fire personer. Trænerne står for fordelingen af værelser.
Mere information om indkvarteringen, herunder adresse og faciliteter, findes her: https://www.jugendherberge.de/jugendherbergen/ratzeburg/

Den daglige ro træning foregår med udgangspunkt fra Möllner Ruderclub der ligger ca. 20 minutters kørsel fra Ratzeburg. Roning ud fra Möllner Ruderclub sker på sø og kanal.
Se mere om Möllner Ruderclub https://www.moellner-rc.com/

Forplejning
Der er helpension på ungdomsherberget. Træner Maja, som er medicinstuderende, afholder en session om ernæring for roerne i starten af turen. Denne orientering skal forberede roerne på det forventede energiindtag under turens træning.
Trænere og ansvarlige
De fire ungdomstrænere fra AR (Maja, Ross, Helle og Niels) deltager på turen, og der arbejdes på at få en ekstra træner med fra klubben i Mölln, som kan instruere på engelsk. Aktivitetschefen i Brabrand, Emma, deltager også.
Fællesskab og mobiltelefon-regler
Alle deltagere forventes at bidrage til fællesskabet på tværs af niveau, køn og alder. Rygning og alkohol er ikke tilladt under turen. Turen skal være så mobiltelefonfri som muligt, da fokus er på samvær. Telefoner må kun bruges, når man er alene, og skal pakkes væk i fællesområder og ved aktiviteter. Alle telefoner skal være slukket mellem kl. 22:00 og kl. 7:00 af hensyn til dem, man deler værelse med. Telefoner må dog bruges til at registrere træning.
Bådhold
Trænerne bestemmer bådholdene. Der tages hensyn til niveau, men det forventes, at roere også deltager på blandede hold, hvor niveauet kan variere.
Aktiviteter
Alle deltagere skal være med i de planlagte aktiviteter, som omfatter roning, styrke- og bevægelsestræning samt sociale arrangementer. Skadede roere får et særligt program tilpasset af træneren.
Forsikring og kontaktoplysninger
Det er et krav, at roerne har medbragt det blå sygesikringsbevis. Der skal desuden udfyldes sedler med kontaktoplysninger, eventuelle allergier og medicin cirka tre uger før afrejse.
Regler og evt. hjemsendelse
Hvis en roer ikke overholder fællesskabets regler og rammerne for træning og samvær, kan det blive nødvendigt at sende roeren hjem. I så fald er det roerens eller forældrenes ansvar at sikre og betale for hjemtransporten.
Tilmelding til turen skal ske på AR-rokort/goMember – senest 1.3.2026
Uafklarede spørgsmål – kontakt os meget gerne!
Bedste hilsner
Maja, Ross, Helle og Niels